Chapter 6

  Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,  

--

  med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom.  

--

  Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.  

--

  Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd  

--

  og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse  

--

  da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.  

--

  Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;  

--

  men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.  

--

  Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.  

--

  Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.  

--

  Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,  

--

  for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.  

--

  Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:  

--

  "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."  

--

  Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.  

--

  Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.  

--

  Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,  

--

  for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,  

--

  hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,  

--

  hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.  

--