Chapter 3

  O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?  

--

  Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre?  

--

  Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i Kød?  

--

  Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves!  

--

  Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro?  

--

  ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed".  

--

  Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.  

--

  Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig skulle alle Folkeslagene velsignes",  

--

  så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.  

--

  Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør dem."  

--

  Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart, thi "deri retfærdige skal leve af Tro."  

--

  Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem."  

--

  Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den, som hænger på et Træ"),  

--

  for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen.  

--

  Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.  

--

  Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd", hvilken er Kristus.  

--

  Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet.  

--

  Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.  

--

  Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Hånd.  

--

  Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.  

--

  Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov.  

--

  Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro.  

--

  Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares,  

--

  så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro.  

--

  Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester.  

--

  Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus.  

--

  Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus.  

--

  Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.  

--

  Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.  

--