Chapter 20

  Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien.  

--

  Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.  

--

  Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.  

--

  Men Pyrrus`s Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.  

--

  Disse droge forud og biede på os i Troas;  

--

  men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.  

--

  Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.  

--

  Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede.  

--

  Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op.  

--

  Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham."  

--

  Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.  

--

  Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede.  

--

  Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv vilde gå til Fods.  

--

  Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene.  

--

  Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.  

--

  Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.  

--

  Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig.  

--

  Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien,  

--

  idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;  

--

  hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene,  

--

  idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus.  

--

  Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig,  

--

  kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig.  

--

  Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium.  

--

  Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.  

--

  Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles Blod;  

--

  thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd.  

--

  Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.  

--

  Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.  

--

  Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.  

--

  Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År, Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer.  

--

  Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.  

--

  Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.  

--

  I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig.  

--

  Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: "Det er saligere at give end at tage."  

--

  Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem alle.  

--

  Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham.  

--

  Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.  

--