Chapter 24

  Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.  

--

  Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.  

--

  Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.  

--

  Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon.  

--

  Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?  

--

  Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,  

--

  at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag."  

--

  Og de kom hans Ord i Hu.  

--

  Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.  

--

  Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.  

--

  Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.  

--

  Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.  

--

  Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.  

--

  Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.  

--

  Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.  

--

  Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.  

--

  Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.  

--

  Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?"  

--

  Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;  

--

  og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.  

--

  Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.  

--

  Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven,  

--

  og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.  

--

  Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."  

--

  Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt!  

--

  Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"  

--

  Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.  

--

  Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre.  

--

  Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.  

--

  Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.  

--

  Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.  

--

  Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"  

--

  Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:  

--

  "Herren er virkelig opstanden og set af Simon."  

--

  Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.  

--

  Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!"  

--

  Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd.  

--

  Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?  

--

  Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."  

--

  Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.  

--

  Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"  

--

  Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.  

--

  Og han tog det og spiste det for deres Øjne.  

--

  Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne."  

--

  Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.  

--

  Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,  

--

  og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.  

--

  I ere Vidner om disse Ting.  

--

  Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."  

--

  Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.  

--

  Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.  

--

  Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.  

--

  Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.  

--