Chapter 6

  Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham.  

--

  Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder!  

--

  Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses`s og Judas`s og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?" Og de forargedes på ham.  

--

  Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus."  

--

  Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne på nogle få syge og helbredte dem  

--

  Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte.  

--

  Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Ånder.  

--

  Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,  

--

  men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!"  

--

  Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet.  

--

  Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem."  

--

  Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.  

--

  Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.  

--

  Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham."  

--

  Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet ligesom en af Profeterne."  

--

  Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst."  

--

  Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias`s Skyld; thi han havde taget hende til Ægte.  

--

  Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru."  

--

  Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og hun kunde det ikke.  

--

  Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han hørte ham gerne.  

--

  Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa,  

--

  og da selve Herodias`s Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det."  

--

  Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige."  

--

  Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?" Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved."  

--

  Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad."  

--

  Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende:  

--

  Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans Hoved  

--

  Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder.  

--

  Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.  

--

  Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.  

--

  Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise.  

--

  Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.  

--

  Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.  

--

  Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.  

--

  Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.  

--

  Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og Landsbyer og købe sig noget at spise."  

--

  Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede Denarer og give dem at spise?"  

--

  Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to Fisk."  

--

  Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det grønne Græs.  

--

  Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på halvtredsindstyve.  

--

  Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.  

--

  Og de spiste alle og bleve mætte.  

--

  Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.  

--

  Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.  

--

  Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort.  

--

  Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede.  

--

  Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden.  

--

  Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi.  

--

  Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.  

--

  Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!"  

--

  Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv.  

--

  Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet  

--

  Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der.  

--

  Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.  

--

  Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.  

--

  Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.  

--