Chapter 5

  Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.  

--

  Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd.  

--

  Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker.  

--

  Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.  

--

  Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten.  

--

  Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham  

--

  og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du ikke piner mig."  

--

  Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!"  

--

  Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham: "Legion er mit Navn; thi vi ere mange."  

--

  Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.  

--

  Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;  

--

  og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i dem."  

--

  Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen  

--

  Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket.  

--

  Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede.  

--

  Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået den besatte, og om Svinene.  

--

  Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn.  

--

  Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham.  

--

  Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."  

--

  Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.  

--

  Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.  

--

  Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder.  

--

  Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!"  

--

  Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.  

--

  Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År,  

--

  og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende.  

--

  Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon.  

--

  Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst."  

--

  Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage.  

--

  Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved mine Klæder?"  

--

  Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?"  

--

  Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette.  

--

  Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.  

--

  Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!"  

--

  Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?"  

--

  Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!"  

--

  Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.  

--

  Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget.  

--

  Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover."  

--

  Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var.  

--

  Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!"  

--

  Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede  

--

  Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.  

--