Chapter 6

  Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til;  

--

  (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)  

--

  I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær.  

--

  De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti;  

--

  de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David;  

--

  de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade.  

--

  Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud.  

--

  Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde.  

--

  Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø.  

--

  Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger han: "Tys!" Thi HERRENs Navn tør de ikke nævne.  

--

  Thi HERREN, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.  

--

  Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt;  

--

  I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim?  

--

  Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.  

--