Chapter 1

  Det Syn, Esajas, Amoz`s Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.  

--

  Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.  

--

  En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.  

--

  Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg.  

--

  Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;  

--

  fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.  

--

  Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.  

--

  Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By.  

--

  Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.  

--

  Lån Øre til HERRENs Ord i Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!  

--

  Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.  

--

  Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?  

--

  Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling.  

--

  Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.  

--

  Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;  

--

  tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde,  

--

  lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!  

--

  Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.  

--

  Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;  

--

  står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt.  

--

  At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.  

--

  Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.  

--

  Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.  

--

  Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!  

--

  Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.  

--

  Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.  

--

  Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.  

--

  Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.  

--

  Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt;  

--

  thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. 31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.  

--