| Chapter 12 |
1 |
Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!" --
|
2 |
før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn, --
|
3 |
Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne, --
|
4 |
da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker, --
|
5 |
da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden, --
|
6 |
førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden --
|
7 |
og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den. --
|
8 |
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed. --
|
9 |
Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog. --
|
10 |
Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord. --
|
11 |
Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde. --
|
12 |
Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet. --
|
13 |
Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre. --
|
14 |
Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt. --
|