Chapter 1

  Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.  

--

  Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!  

--

  Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?  

--

  Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.  

--

  Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.  

--

  Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.  

--

  Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.  

--

  Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.  

--

  Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.  

--

  Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os  

--

  Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.  

--

  Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.  

--

  Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.  

--

  Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.  

--

  Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.  

--

  Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."  

--

  Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.  

--

  Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.  

--