Chapter 14

  Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.  

--

  Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.  

--

  I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.  

--

  Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.  

--

  Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.  

--

  Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.  

--

  Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.  

--

  Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.  

--

  Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.  

--

  Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.  

--

  Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.  

--

  Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.  

--

  Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.  

--

  Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.  

--

  Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.  

--

  Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.  

--

  Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.  

--

  De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.  

--

  Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.  

--

  Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.  

--

  Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.  

--

  De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.  

--

  Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.  

--

  De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.  

--

  Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.  

--

  Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.  

--

  HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.  

--

  At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.  

--

  Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.  

--

  Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.  

--

  At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.  

--

  Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.  

--

  Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.  

--

  Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.  

--

  En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.  

--