| Chapter 8 |
1 |
Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? --
|
2 |
Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; --
|
3 |
ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: --
|
4 |
Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. --
|
5 |
I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! --
|
6 |
Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; --
|
7 |
ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. --
|
8 |
Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; --
|
9 |
de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; --
|
11 |
thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den --
|
12 |
Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. --
|
13 |
HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. --
|
14 |
Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. --
|
15 |
Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; --
|
16 |
ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. --
|
17 |
Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. --
|
18 |
Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. --
|
19 |
Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. --
|
20 |
Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier --
|
21 |
for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. --
|
22 |
Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; --
|
23 |
jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; --
|
24 |
jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; --
|
25 |
førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, --
|
26 |
førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. --
|
27 |
Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. --
|
28 |
Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, --
|
29 |
da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, --
|
30 |
da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, --
|
31 |
leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. --
|
32 |
Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! --
|
33 |
Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! --
|
34 |
Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. --
|
35 |
Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN; --
|
36 |
men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden. --
|