Chapter 78

  Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;  

--

  jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,  

--

  hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;  

--

  vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.  

--

  Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,  

--

  at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,  

--

  så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,  

--

  ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud  

--

  - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -  

--

  Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;  

--

  hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.  

--

  Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;  

--

  han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;  

--

  han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;  

--

  han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,  

--

  han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.  

--

  Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;  

--

  de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,  

--

  de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?  

--

  Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"  

--

  Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,  

--

  fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.  

--

  Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne  

--

  og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;  

--

  Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.  

--

  Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;  

--

  Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,  

--

  lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;  

--

  Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.  

--

  Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,  

--

  rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.  

--

  Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.  

--

  Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.  

--

  Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,  

--

  kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.  

--

  De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;  

--

  deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.  

--

  Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;  

--

  han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.  

--

  Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!  

--

  De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;  

--

  hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,  

--

  da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,  

--

  forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,  

--

  sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,  

--

  gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,  

--

  slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,  

--

  prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.  

--

  Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;  

--

  frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;  

--

  alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,  

--

  lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,  

--

  ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;  

--

  han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,  

--

  drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.  

--

  Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;  

--

  de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,  

--

  de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.  

--

  Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;  

--

  han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;  

--

  han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,  

--

  prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;  

--

  Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,  

--

  dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.  

--

  Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;  

--

  han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.  

--

  Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;  

--

  han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;  

--

  han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.  

--

  Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,  

--

  hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;  

--

  han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd.  

--