| Chapter 39 |
2 |
Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" --
|
3 |
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, --
|
4 |
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge. --
|
5 |
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! --
|
6 |
Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. --
|
7 |
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. --
|
8 |
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. --
|
9 |
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! --
|
10 |
Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. --
|
11 |
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. --
|
12 |
Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. --
|
13 |
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. --
|
14 |
Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til! --
|