| Chapter 37 |
1 |
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! --
|
2 |
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! --
|
3 |
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; --
|
4 |
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. --
|
5 |
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. --
|
6 |
Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. --
|
8 |
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: --
|
9 |
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. --
|
10 |
Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. --
|
11 |
Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; --
|
12 |
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, --
|
13 |
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. --
|
14 |
Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! --
|
15 |
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? --
|
16 |
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? --
|
17 |
Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? --
|
18 |
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? --
|
19 |
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. --
|
20 |
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? --
|
21 |
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, --
|
22 |
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, --
|
23 |
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; --
|
24 |
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen. --
|