| Chapter 36 |
1 |
Og videre sagde Elihu: --
|
2 |
Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud. --
|
3 |
Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret; --
|
4 |
thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig. --
|
5 |
Se, Gud forkaster det stive Sind, --
|
6 |
den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret, --
|
7 |
fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed. --
|
8 |
Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd, --
|
9 |
så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig, --
|
10 |
åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. --
|
11 |
Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År. --
|
12 |
Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand. --
|
13 |
Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp; --
|
14 |
i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod. --
|
15 |
Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel. --
|
16 |
Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. --
|
17 |
Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. --
|
18 |
Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! --
|
19 |
Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? --
|
20 |
Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; --
|
21 |
var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide. --
|
22 |
Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? --
|
23 |
Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!" --
|
24 |
Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! --
|
25 |
Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. --
|
26 |
Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides. --
|
27 |
Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn, --
|
28 |
og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk. --
|
29 |
Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? --
|
30 |
Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder; --
|
31 |
Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; --
|
32 |
han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet; --
|
33 |
hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk. --
|