| Chapter 31 |
1 |
Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru; --
|
2 |
hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje? --
|
3 |
Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang? --
|
4 |
Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt? --
|
5 |
Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig --
|
6 |
på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld --
|
7 |
er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder, --
|
8 |
da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode! --
|
9 |
Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør, --
|
10 |
så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende! --
|
11 |
Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten, --
|
12 |
ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand! --
|
13 |
Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig, --
|
14 |
hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter? --
|
15 |
Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv? --
|
16 |
Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte, --
|
17 |
var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf --
|
18 |
nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød. --
|
19 |
Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe --
|
20 |
visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam. --
|
21 |
Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten, --
|
22 |
så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led! --
|
23 |
Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet! --
|
24 |
Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, --
|
25 |
var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, --
|
26 |
så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, --
|
27 |
og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd --
|
28 |
også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe. --
|
29 |
Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld --
|
30 |
nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl. --
|
31 |
Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord" --
|
32 |
nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd. --
|
33 |
Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet --
|
34 |
af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed! --
|
35 |
Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg! --
|
36 |
Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone, --
|
37 |
svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste. --
|
38 |
Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde, --
|
39 |
har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv, --
|
40 |
så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord. --
|