Chapter 31

  Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;  

--

  hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?  

--

  Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?  

--

  Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?  

--

  Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig  

--

  på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld  

--

  er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,  

--

  da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!  

--

  Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,  

--

  så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!  

--

  Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,  

--

  ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!  

--

  Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,  

--

  hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?  

--

  Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?  

--

  Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,  

--

  var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf  

--

  nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.  

--

  Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe  

--

  visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.  

--

  Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,  

--

  så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!  

--

  Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!  

--

  Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,  

--

  var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,  

--

  så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,  

--

  og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd  

--

  også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.  

--

  Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld  

--

  nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.  

--

  Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"  

--

  nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.  

--

  Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet  

--

  af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!  

--

  Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!  

--

  Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,  

--

  svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.  

--

  Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,  

--

  har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,  

--

  så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.  

--