| Chapter 9 |
1 |
Så tog Job til Orde og svarede: --
|
2 |
"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? --
|
3 |
Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! --
|
4 |
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? --
|
5 |
Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, --
|
6 |
ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; --
|
7 |
han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, --
|
8 |
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, --
|
9 |
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, --
|
10 |
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! --
|
11 |
Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; --
|
12 |
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?" --
|
13 |
Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; --
|
14 |
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! --
|
15 |
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! --
|
16 |
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, --
|
17 |
han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, --
|
18 |
ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. --
|
19 |
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! --
|
20 |
Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang! --
|
21 |
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! --
|
22 |
Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! --
|
23 |
Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; --
|
24 |
Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? --
|
25 |
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, --
|
26 |
gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. --
|
27 |
Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," --
|
28 |
må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri. --
|
29 |
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? --
|
30 |
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, --
|
31 |
du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. --
|
32 |
Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; --
|
33 |
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! --
|
34 |
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, --
|
35 |
da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! --
|