| Chapter 6 |
1 |
Så tog Job til Orde og svarede: --
|
2 |
"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den! --
|
3 |
Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig! --
|
4 |
Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig. --
|
5 |
Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder? --
|
6 |
Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt? --
|
7 |
Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve. --
|
8 |
Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber --
|
9 |
vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra, --
|
10 |
så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord. --
|
11 |
Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig? --
|
12 |
Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber? --
|
13 |
Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig. --
|
14 |
Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. --
|
15 |
Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, --
|
16 |
de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, --
|
17 |
men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; --
|
18 |
Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; --
|
19 |
Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, --
|
20 |
men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! --
|
21 |
Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! --
|
22 |
Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, --
|
23 |
red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!" --
|
24 |
Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! --
|
25 |
Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? --
|
26 |
Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! --
|
27 |
Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven. --
|
28 |
Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? --
|
29 |
Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! --
|
30 |
Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? --
|