Chapter 5

  Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?  

--

  Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.  

--

  Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;  

--

  hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;  

--

  sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.  

--

  Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,  

--

  men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.  

--

  Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,  

--

  som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,  

--

  som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken  

--

  for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,  

--

  han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,  

--

  som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;  

--

  i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.  

--

  Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,  

--

  så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.  

--

  Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!  

--

  Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.  

--

  Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;  

--

  han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;  

--

  du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;  

--

  du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;  

--

  du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;  

--

  du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;  

--

  du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;  

--

  Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.  

--

  Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!  

--