| Chapter 4 |
1 |
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: --
|
2 |
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? --
|
3 |
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. --
|
5 |
Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk! --
|
6 |
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? --
|
7 |
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? --
|
8 |
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. --
|
9 |
For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. --
|
10 |
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; --
|
11 |
Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes. --
|
12 |
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken --
|
13 |
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; --
|
14 |
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; --
|
15 |
et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. --
|
16 |
Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: --
|
17 |
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? --
|
18 |
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, --
|
19 |
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! --
|
20 |
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. --
|
21 |
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." --
|